Language

DVI’s styrkeposition giver adgang til nye midler

Aktører i den digitale visuelle industri har grund til at være stolte.

Spil, film, tv, animation og XR er fra politisk hånd udpeget som en spirende styrkeposition for dansk erhvervsliv – af stor national betydning og med konkurrencekraft af høj international kaliber. Af samme grund er Vision Denmark inviteret til at ansøge om erhvervsfremmemidler til at fortsætte udviklingen af den digitale visuelle industri de kommende fire år.

Vi har samlet handsken op og indsendte i sidste uge en ansøgning om at blive anerkendt som klynge for spil, film, TV, animation og XR. Det vil give os midler til at udvikle en lang række medlemsservices for jer, og opfylde ambitionen om at gøre Danmark til et kraftcenter for teknologiske visuelle oplevelser, fortællinger og produkter.

Som klynge skal vi blandt andet styrke innovation som grundlag for den forretningsmæssige vækst.

Innovation er et bredt begreb. Som konkret eksempel adskiller vores virksomheder sig fra mange andre industrier, da vores innovation oftest bygger på en kunstnerisk ide og vision, som skal realiseres. Det betyder, at vi konstant udvikler nye produkter – en ny film, et nyt spil, en ny virtuel oplevelse – frem for at arbejde med det samme produkt, som løbende tilpasses. Det særkende gør, at mange af de eksisterende tilbud i erhvervs- og innovationsfremmesystemet ikke passer til vores behov. Eller at investorer generelt ikke har tilstrækkeligt kendskab til vores forretningsmodeller og markedet til at investere.

Vores analyse af innovationsgraden i industrien, som vi offentliggør i juni måned, og den løbende dialog med vores medlemmer gør, at Vision Denmark og vores partnere i de kommende år kan udvikle services, som netop imødekommer nogle af disse udfordringer. Vi ønsker fra næste år at sætte fokus på temaer som:

  • udvikling af nye former for innovationssamarbejde mellem virksomheder og videninstitutioner
  • Kompetenceudvikling på både fagligt og forretnings-/ledelsesniveau
  • Markedsføring af industriens kompetencer og produkter overfor andre erhverv
  • Nye forretningsmodeller, bl.a. samarbejder på tværs af fagområder og håndtering af rettigheder ved samarbejder / cross media produktioner
  • Øget adgang til finansiering
  • Internationalisering – udveksling af arbejdskraft, ideer og produkter

 

Ansøgningen er indsendt til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Uddannelses- og Forskningsministeriet af et stærkt partnerskab, der kommer alle jeres brancher og hele landet rundt: Filmby Aarhus / Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Producentforeningen, The Animation Workshop / VIA University College, Aalborg Universitet, Københavns Universitet, TRUEMAX og Vision Denmark. Desuden har vi indgået en aftale om samarbejde med et netværk fra musikindustrien, som deler mange træk med den digitale visuelle industri. Partnerkredsen er ikke komplet og kan løbende udvides.

Vi forventer svar på ansøgningen til september. I mellemtiden arbejder vi på at udvikle og kvalificere relationen til vores nye samarbejdspartnere samt arrangere events og møder indenfor vores nuværende indsatsområder.