Language

Portrætserie – Unity Studios (Synergy XR)

(Siden artiklen blev skrevet har Unity Studios skriftet navn til Synergy XR. Artiklen er blevet rettet til herefter.)

Vision Denmarks medlemmer og supportere dækker et bredt spektrum indenfor den digitale visuelle industri – fra spiludviklere, produktionsselskaber over konsulentvirksomheder og vidensinstitutioner. Vores mål er, at de på tværs af brancher og ekspertise kan lære af hinanden og derigennem blive introduceret til nye forretningsområder, metoder og samarbejder. Derfor tegner vi hver måned et portræt af et medlem/supporter.

Denne gang stiller vi skarpt på den Aarhus-baserede virtual reality og augmented reality virksomhed Synergy XR, som netop har landet sine første investeringer på 15-20 mio. kr. fra hhv. VF Venture (Vækstfonden) og North-East Venture.

Synergy XR er eksperter i udvikling af interaktive virtuelle løsninger til det brede erhvervsliv og arbejder med industrivirksomheder som Novo Nordisk, Grundfos og Total. Selskabet startede som eksperter i spiludvikling i Unity-spilmotoren. Efter 5 år og en forretningsmæssig selvransagelse måtte de dog erkende, at deres forretningsgrundlag lå i udvikling af virtuelle simulerings-, trænings- og markedsføringsløsninger til erhvervslivet.

Vi gennemgik vores kundeprojekter gennem tiden og stillede spørgsmålene ’hvor tjener vi og hvor taber vi penge?’ og ’hvordan skaber vi værdi på det her marked?’. Her så vi et kæmpe potentiale i det, vi laver i dag, hvor vi tilbyder produktvisualisering og interaktion og hjælper virksomheder med at gøre komplekse data og information håndgribelige,” fortæller Mads Troelsgaard, CEO & Partner i Synergy XR.

Det var også på baggrund af deres skarpe forretningsmodel, at selskabet i juni 2020 landede en investering fra VF Venture og North-East Venture.

Vækstfonden investerede i vores virksomhed på baggrund af vores XR-platform, Synergy, med dertilhørende tools, som er en slags power point til AR, VR og MR, hvor vores kunder selv kan uploade og drag n’ drop 3D modeller, præsentationer, videoer, billeder m.m. ind i deres egen XR oplevelse og vælge, om de vil bruge det til undervisning, som salgsværktøj eller noget helt tredje. Men screeningen og den indledende forhandling var centreret omkring vores forretningsmodel, hvor vi skulle påvise, at vores virksomhed generer omsætning,” understreger Mads Troelsgaard.

Synergy XR er dog drevet af mere end forretningsplaner og omsætning:
Vi brænder for at ændre verden, at bidrage positivt til verdensudviklingen. XR-teknologi kommer til at tage over på vores mobil devices. Med Synergy XR introduceres erhvervslivet til et nyt univers af virtuelle mødesteder, hvor mennesker fra hele verden og forskellige kulturer kan samles om træning, test og kompetenceudvikling på en simpel, bæredygtig og motiverende måde,” fortæller Mads Troelsgaard.


Hvorfor er Synergy XR supporter af Vision Denmark?
Vi håber, at vi i fællesskab kan skabe en fremtid, hvor XR får en central placering i andre industrier og vores samfund generelt. Jeg spår, at den rummelige digitale verden kommer til at vokse rigtig hurtigt, så der skal sikres et godt og sikkert univers, hvilket kræver at vi organiserer os og får politisk dialog og indflydelse.”

Lær Synergy XR bedre at kende her.