Language

Tilmelding til Copenhagen MatchUp 2021 er åben

Investorer og publishere fra hele verden er igen klar til at møde den danske spilbranche den 28. april, hvor Copenhagen MatchUp 2021 finder sted online – de første er allerede tilmeldt

Siden 2017 har Copenhagen MatchUp været en kærkommen dør mellem internationale investorer og publishere og den danske spilbranche. Den danske spilbranche har traditionelt været udfordret af manglende finansiering, så det er oplagt at skaffe mere udenlandsk finansiering til branchen, for at sikre de nødvendige ressourcer til vækst og udvikling.

I løbet af de seneste fem år har først Interactive Denmark og nu os i Vision Denmark med Copenhagen MatchUp sikret en række af investeringer og udgivelses-aftaler til den danske spilbranche. Nu er investorer og publishere igen klar til at møde den danske spilbranche den 28. april, hvor Copenhagen MatchUp 2021 finder sted – de første har allerede meldt sig til.

Samtidigt er tilmeldingen for de danske spiludviklere også åbnet. Sørg for at book din plads her.

Normalt finder Copenhagen MatchUp sted i flotte rammer i den gamle børsbygning i København. Men lige som sidste år kommer årets matchmaking, af corona-hensyn, til at foregå online. Heldigvis er mange af deltagerne efterhånden trofaste gæster, og vi forventer at nå 4-500 møder som normalt, hvilket da også lykkedes sidste år, hvor vi kun en måned før var nødt til at konvertere begivenheden til et online event.

Copenhagen MatchUp arrangeres af Vision Denmark i samarbejde med Producentforeningen. Læs, hvilken rolle MatchUp spiller for de danske spilvirksomheder Portaplay og SYBO her.

 

Billedet er fra velkomsten på MeetToMatch.com ved Copenhagen MatchUp 2020.