10 jun Et år er gået: Vision Denmark gør status
En corona-krise, en rekordhøj eksport, 11 nye videnspartnere, et fællesskab med over 100 medlemmer. Og stadig et stykke vej at gå.
Vision Denmark har netop afholdt sin første ordinære generalforsamling som klynge for den digitale visuelle industri. Her gjorde bestyrelsesformand Mathias Gredal Nørvig, CEO i SYBO Games, status på et år, der har budt på digitale events derudaf, friske kræfter til bestyrelsen og en skærpet forståelse for, hvad der binder industrien sammen på tværs af brancher.
“Når jeg ser tilbage på 2020, er der to ting, som for alvor har markeret sig. Den ene er naturligvis det jerngreb som hele verden pludselig befandt sig i med covid-19, hvilket har resulteret i et fald i omsætningen i de kreative erhverv i Europa på 31 pct. Heldigvis efterspørger forbrugerne digitalt indhold som aldrig før, og danske virksomheder, der har udgivet spil, animation og film digitalt, har set en flot vækst i efterspørgslen på deres produkter. Forventningerne er at eksporten fortsat vil klare sig flot i årene der kommer.
Den anden ting er Erhvervsfremmebestyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet udpegning af Vision Denmark som landsdækkende klyngeorganisation for spil, animation og film i oktober 2020.
Teamet bag Vision Denmark har i samspil med bestyrelsen arbejdet hårdt og målrettet på at skabe en ny national platform for vores allerede stærke regionale samarbejde og på at få en række nye medlemsvirksomheder til at tage aktiv del i det nye set-up.
Set fra Formandsposten ser det ud til at være lykkedes. Vi står nu med en landsdækkende spirende klynge med over 100 medlemmer og nye spændende samarbejdspartnere med i alt 11 videninstitutioner, som ønsker at styrke en digital visuel industri i verdensklasse og udnytte det momentum til at nå en global førerposition. Alle industriens brancheområder og interesser er repræsenteret i bestyrelsen, som nu udgøres af 10 personer fra hele landet.
Aktiviteter
Sekretariaterne i både København, Aarhus, Viborg og Faaborg har brugt 2020 på at udvikle og forbedre Vision Denmarks medlemstilbud, og i bestyrelsen har vi sat flere pejlemærker for arbejdet:
- Flere talenter og bedre kompetencer
- Innovation gennem teknologilederskab, digital omstilling og grøn omstilling af industrien
- Forretningsudvikling og styrket konkurrenceevne med fokus på innovation, investeringer og internationalisering
Disse områder sætter kursen for klyngens ambitioner, projekter, events og netværk de næste fire år.
Foruden planlægning af tilbud, har Vision Denmark i 2020 gennemført en lang række aktiviteter med vores partnere fra The Animation Workshop, Filmby Aarhus, Producentforeningen med flere.
På trods af covid-19 er der afholdt aktiviteter gennem hele året, som har samlet i alt knapt 1.500 deltagere både fysisk og særligt online. De har bl.a. deltaget i Filmbyens this festival om fremtidens digitale historiefortælling, konferencen PICTURE THIS_, som introducerer filmbranchen for ny teknologi, og deltaget i matchmaking-aktiviteter for vores industri og andre industrier via The Animation Workshops events Sci-Vi Conference og Visualizing Archiecture. Sammen med Producentforeningen har eventet Copenhagen MatchUp desuden faciliteret mere end 350 møder mellem danske udviklere og internationale investorer fra spilindustrien.
Første kapitel i fortællingen om Vision Denmark har således fået en god start. Det er dog ingen nem opgave at samle tråde og interesser fra virksomheder og aktører på tværs af fem forskellige brancher og regionale skel. Blot fordi man er fælles om at producere digitalt, visuelt indhold, er det ikke ensbetydende med, at man deler samme behov i forhold til lokale interesser, finansiering, forretningsudvikling og innovation. Det gør dog ikke arbejdet mindre vigtigt. Det seneste år har bragt os tættere på, hvad det er, vi som brancher deler, hvilket i høj grad findes i vores kreative talent, som er noget af det bedste og mest eftertragtede i verden.
Ambitionerne for 2021 og de kommende år er meget høje, og med medlemmernes fortsatte opbakning, kritiske mening og hårdt arbejde er jeg sikker på, vi kan realisere drømmen om at gøre vores brancher til én industri, der samarbejder langt bedre over hele landet og mellem brancher, og internationalt fremstår som et kraftcenter, hvor drømme, eventyr og leg bliver til virkelighed.”
– Mathias Gredal Nørvig, Bestyrelsesformand i Vision Denmark // CEO i SYBO Games