09 maj Highlights fra Copenhagen Match Up 2022
Endelig! Efter 2 år med online møder lagde investorer og spiludgivere fra hele verdenen igen vejen forbi København for at møde vores dygtige danske spiludviklere, da vi forrige uge afholdt vores årlige brancheevent Copenhagen Match Up.
Her mødte mere end 50 danske spilvirksomheder ikke blot over 80 udgivere og investorer, de kunne også høre Ghost Ship Games’ CEO Søren Lundgaard fortælle sin personlige og værdifulde beretning om virksomhedens rejse fra at sikre klog kapital til at understøtte deres flotte vækst helt frem til et nyligt salg af hele virksomheden til den internationale spiludgiver Embracer Group.
Over eventens to dage blev der afholdt ikke mindre end 286 møder, hvor danske udviklere præsenterede deres innovative ideer og sammen med investorer og publishers kunne lægge planer for at få dem finansieret og klar til markedet. Tiden vil vise hvilke innovative og lukrative projekter, der kommer ud af de mange møder.
Årets event viste os, hvor bredt den danske branche dækker det hastigt voksende globale marked – med spil, der spænder fra hyper casual over indie og AA. Virksomhederne tæller både de mere modne og en ny generation af virksomheder som bl.a. Umami Games, Eddaheim, Geometric Interactive, Hutlihut Games og Light Brick Studio. De havde alle en travl dag til MatchUp, nogen med op til 19 møder i løbet af de to dage.
Den endelige evaluering er lige på trapperne, og indtil videre tyder alt på stor tilfredshed med årets arrangement, som blev afholdt hos Digital Hub Denmark i samarbejde med Producentforeningen, Erhvervsfremmebestyrelsen og Nordisk Games.
Vi kan ikke vente til vi igen kan byde velkommen næste år!