13 okt 12 forfattere valgt til European Writers Club + åbne sessioner for den danske branche
Ud af mere end 100 ansøgere er der nu udvalgt 12 europæiske manuskriptforfattere til at deltage i vores EU-støttede program European Writers Club. Over det næste år skal de deltage i camps, sessions og workshops og få styrket deres samarbejde både indbyrdes og med de europæiske broadcastere. Alt sammen med henblik på at skabe flere originale fortællinger til det europæiske marked og gøre vejen fra idé til produktion kortere.
Danmark er repræsenteret af Julie Budtz Sørensen, som blandt andet har ’The Rain’ og TV2-serien ’Håber Du Kom Godt Hjem’ på CV’et. Sammen med programmets 11 andre deltagere starter hun i næste uge på programmets første camp ’Boosting Ideas’ på Den Danske Filmskole, hvor de skal arbejde med idéudvikling på et tidligt stadie i deres kreative proces ud fra metoder udviklet af det franske efteruddannelsesinitiativ Le Groupe Ouest.
Open Club Sessions
Sideløbende med programmets lukkede program for de udvalgte forfattere, bliver der afholdt en række Open Club Sessions, hvor den lokale branche bliver inviteret til inspirerende masterclasses med skaberne af den seneste tids mest succesfulde europæiske film og tv-serier. Den første bliver afholdt på Den Danske Filmskole onsdag den 26. oktober.
Masterclass med Call My Agent-creator
TV-serieskabere og skuespillere: dem, der skaber de mindeværdige skæve karakterer
Onsdag den 26. oktober kl. 18.00 – 20.00 kan du opleve en masterclass med fokus på samarbejdet mellem serieskaber og skuespiller. Fanny Herrero, forfatter og skaber af hitserien Call My Agent/Dix Pour Cent og Drôle, får selskab af skuespiller, forfatter og komedienne Ditte Hansen (Ditte og Louise, I Hegnet og mange flere).
Sammen vil de tale om processen med samskabelse og samarbejde mellem serieskabere og skuespillere, især når det kommer til at skabe stærke, skæve og sjove karakterer (og særligt de kvindelige).
Før seancen vil der bliver serveret en sandwich og et glas fra kl. 17.30.
Pris for deltagelse kr. 125.
Denne Open Club Session vil blive optaget for senere visning på ewc.tv.
Masterclass med Adam Price om udviklingen af ‘Borgen’ (on demand)
På European Writers Clubs streamingkanal ewc.tv kan du allerede nu se eller gense masterclass’en med Adam Price fra årets Copenhagen Masterclasses-event den 23. august.
I samtale med skuespiller Birgitte Hjort fortæller han om sit arbejde med produktionen af fjerde sæson af tv-serien ’Borgen’.
Det er gratis at streame sessionen, du skal blot oprette en bruger. Følg linket her. https://www.europeanwriters.club/membersarea
Udvalgte forfattere til BOOSTING IDEAS 2022
- Miro Sifra, Slovakia
- Julie Budtz Sorensen, Denmark
- Lauri Lippmaa, Estonia
- Raphaelle Richet, France
- Donna Sharpe, Germany
- Sigurson Kjartansson, Iceland
- Susan Connolly, Ireland
- Anne Barnhoorn, The Netherlands
- Anne Wisloff, Norway
- Mario Cunha, Portugal
- Gema R. Neira, Spain
- Mona Masri, Sweden
Om European Writers Club
Programmet skal styrke netværk på tværs af landegrænser, skabe flere fortællinger til det europæiske marked og gøre vejen fra idé til produktion kortere. Det er finansieret af EU Kommissionen med støtte fra Vision Denmark og AGADIC/Spanien, Screen Ireland, Det Estiske Filminstitut, Den Danske Filmskole, Det Danske Filminstitut, Nordic Writers Associations, Nordisk Film og TV Fond og TV2/Danmark.
European Writers Club er forankret i Vision Denmark foreningen.