14 okt En festival der driver de innovative, kreative idéer
Den digitale visuelle industri har innovation i sit DNA, det er en præmis. Hvert år udkommer der alene i Danmark over 100 originale værker i form af spil, film, tv-produktioner, VR-oplevelser og alt derimellem.
Men for at der kan opstå nye idéer, kreative metoder eller teknologier, skal der ny indsigt og inspiration til. Det kan fx være fra andre kulturer, industrier og sektorer og i mødet med mennesker, der bringer nye perspektiver til bordet.
Derfor støtter Vision Denmark Filmby Aarhus’ arbejde med mediefestivalen THIS – et sted hvor både spil- og XR-udviklere og skabere af film-, tv- og animation kan mødes og blive inspireret til alt fra nye originale fortællinger og tendenser i forretningsmodeller til brug af kunstig intelligens og big data i udvikling.
Gennem de tre spor THIS GAME, THIS SERIES og THIS CONFERENCE fremhæver festivalen innovative og interaktive oplevelser og introducerer nye teknologier og idéer gennem oplæg, paneldebatter og udstillinger.
Festivalen løber i år fra den 1. – 3. november og kigger blandt andet ind i, hvad vi kan lære fra musikindustrien og deres metode til at eksponere kunstnere overfor et kæmpe globalt publikum, og hvorfor vi skal interessere os for metaverset. Herudover kan du opleve den prisbelønnede VR-storyteller Uriel Kranot fortælle om arbejdet med ikke-linære fortællinger og hvilke muligheder det giver fortællekunsten samt få indblik i fordele og ulemper ved at arbejde med brugerdata i spiludvikling.
Se det fulde program og tilmeld dig hele herligheden eller dit foretrukne festivalspor her. Vi glæder os til at møde virksomheder og entusiaster på tværs af spil, film og XR i Aarhus.