Language

SAVE THE DATE: konference om fremtidens kompetencer i film- og tv-branchen

Fra at have skreget på mere kvalificeret arbejdskraft, er der pludselig larmende stille i den danske film- og tv-branche.

En tsunami af omvæltninger skyller ind over branchen. Kunstig intelligens, grøn omstilling, diversitet, organisering af produktioner og fastholdelse af medarbejdere er blot nogle af de emner, der fylder i den benhårde internationale konkurrence om seernes gunst. Det har efterladt både producenter og film- og tv-arbejdere med helt nye udfordringer – men også nye muligheder.

Hvis branchen skal forblive konkurrencedygtig, er det afgørende, at den står stærkt i forhold til organisering, herunder holdsætning og rekruttering, og forståelse for den teknologi, som puster os i nakken. Vi skal tænke kreativt. Vi skal tænke innovativt. Og vi skal tænke sammen.

Derfor inviterer Vision Denmark den 7. november til en konference om fremtidens kompetencer i film- og tv-branchen. Med hjælp fra forskere og eksperter, skal vi blive klogere på, hvordan innovation og konkrete værktøjer kan gøre branchen i stand til både at tænke smartere, mere produktivt og at gribe nye markedsmuligheder på det globale film- og tv-marked.

Vi har brug for input fra branchen og håber, at du vil gøre os og dine branchekollegaer selskab til en dag med oplæg, diskussion, mad og netværk.

Den endelige invitation, program og andre praktiske informationer sendes ud i oktober.

Konferencen bliver afholdt i København den 7. november.

Det med småt: Eventet er gratis. Når du tilmelder dig, giver du samtidig lov til, at dit navn, arbejdsplads og stillingsbetegnelse må stå på eventets deltagerliste. Derudover giver du lov til at nogle af mine oplysninger bliver delt med offentlige bevillingsgivere og myndigheder. Jeg godkender samtidig, at mit tidsforbrug i forbindelse med min deltagelse også kan indgå som medfinansiering i bevillingen fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.