05 dec Det vigtigste fra konferencen om fremtidens kompetencer
Missede du konferencen om fremtidens kompetencer i film- og tv-branchen i sidste måned? Så læs med her i Vision Denmarks illustrerede opsamlingsmateriale. Her finder du centrale pointer fra dagens tre oplæg om hhv. Diversitet & Inklusion, Fremtidens Arbejdskraft og kunstig intelligens og får indsigt i de næste skridt i arbejdet med at sikre tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft i branchen.
Læs opsummeringsmaterialet her.Vision Denmark inviterede den 7. november 2023 til konference om fremtidens kompetencer i film- og tv-branchen. Her var over 100 repræsentanter fra virksomheder og videninstitutioner samlet for at debattere og blive klogere på de omvæltninger, der skyller ind over branchen og skaber både udfordringer og nye muligheder for indholdsproduktion i dag og i den nære fremtid.
Konferencens formål var at styrke virksomhederne med ny viden om de store presserende dagsordener, der skaber forandring og nye vilkår for produktion af indhold i Danmark og på globalt plan. Mødet mellem virksomheder og videninstitutioner skal på sigt føre til konkrete forslag til nye uddannelsesaktiviteter og teknologiske serviceydelser, som kan understøtte vækst i den danske film- og tv-branche.
Der blev lagt vægt på:
- FREMTIDENS ARBEJDSKRAFT
- DIVERSITET & INKLUSION
- KUNSTIG INTELLIGENS
De input blev overleveret til styregruppen for kvalificeret arbejdskraft i film- og tv-branchen, et bredt branchesamarbejde initieret af Producentforeningen og Vision Denmark. Styregruppens overordnede mål er at sikre et fundament af tilstrækkelig velkvalificeret arbejdskraft i branchen, blandt andet gennem et styrket samarbejde med uddannelserne. I opsamlingsmaterialet kan du læse, hvilke tre konkrete indsatser styregruppen arbejder med.