Language

Vision Denmark får guld for sit arbejde med at skabe netværk og innovation

Danmarks klynge for spil, film/tv, animation og XR har fået den højeste anerkendelse, en klynge kan få, og er nu etableret som Europas første audiovisuelle klynge med en EU guldcertificering.

På fire år er Vision Denmark lykkes med at etablere en neutral samarbejdsplatform med bred forankring hos virksomheder og organisationer, der arbejder med spil, film/TV, animation og XR. Herigennem skaber vi nye kredsløb for innovation og forbindelser på tværs af industriens brancher, videninstitutioner og andre erhvervsområder.

Vi er stolte af, at Vision Denmark efter relativt få års drift har fået den højeste anerkendelse for arbejdet med at skabe nye kredsløb for innovation; en Guldcertificering fra European Clusters Excellence under EU. Tilmed som den første audiovisuelle klynge i Europa.

Vurderingsudvalget er imponeret over, ”hvor hurtigt Vision Denmark er lykkedes med at opbygge en ny og veldrevet klyngeorganisation med en klar national og international tilstedeværelse – understøttet af en professionel kommunikation med partnere og virksomheder på tværs af økosystemet.”

Særligt tre projekter har udmærket sig i bedømmelsen og været medvirkende til, at Vision Denmark nu er guldcertificeret.

Bæredygtig Film og TV Produktion (bftp): Gennem etableringen af Alliancen for Bæredygtig Film- og TV-produktion har Vision Denmark igangsat et netværk, branchesamarbejde og en accelerator for den grønne omstilling af den danske film- og TV-industri. Branchesamarbejdet er unikt både nationalt og i en europæisk kontekst, da betydelige aktører inden for film- og TV-industrien ikke tidligere har indgået i et forpligtende samarbejde for at styrke den grønne omstilling, samtidig med at de bidrager økonomisk til implementeringen af grønne initiativer.

European Writers Club Vision Denmark har med projektet “European Writers Club (EWC)” etableret et netværk, en samarbejdsplatform og en accelerator for udvikling i samarbejde med 30 partnere på tværs af Europa. Nøgleresultater: acceleration af 11 historieideer, acceleration af seks forbindelser skabt mellem individer og producenter/TV-selskaber samt acceleration af seks koncepter. Udvikling af kreative processer (før-skrivning) og forbedring af samarbejdet blandt kreative fagfolk (forfattere, skabere) internt og mellem kreative og beslutningstagere (TV-selskaber).

Kvalificeret arbejdskraft i film- og tv-branchen
Vision Denmarks rolle som en neutral samarbejdsplatform har gjort det muligt at samle centrale interessenter fra film- og tv-industrien om at sikre arbejdsstyrkens kvalifikationer og kompetencer på området. Initiativet fremmer professionaliseringen af industrien gennem øget fokus på uddannelse, rekruttering, fastholdelse, opkvalificering og kompetenceudvikling. I Danmark er det ikke tidligere sket, at betydelige brancheaktører samarbejder om en strategi for at sikre adgang til kvalificeret arbejdskraft.

”Formlen for succes er, at vi kender alle vores brancher og har kontakt til og et bredt netværk i både spil, film/tv, animation og XR-virksomhederne. Det giver os indsigt i deres behov og innovationsudfordringer og mulighed for sammen med virksomhederne at bevæge industrien fremad. Vi er stolte over at have opbygget en certificeret neutral samarbejdsplatform som folk har tillid til og som skaber nye forbindelser og åbner for nye forretningsområder og produktionsmetoder,” siger Jan Neiiendam, direktør i Vision Denmark.

Hvad er en guldcertificering?
Efter bedømmelse og evaluering fra Det Europæiske Klyngeekspertinitiativ (ECEI) har Vision Denmark opnået en score på 88 pct. på baggrund af en lang række kriterier indenfor klyngeledelse. Se rapporten her.

Det Europæiske Klyngeekspertinitiativ (ECEI) sigter mod udviklingen af metoder og værktøjer for at støtte dedikerede organisationer i at forbedre deres kapaciteter i styringen af netværk og klynger. Det opstiller et ensartet sæt kvalitetsindikatorer for klyngeledelse og har udviklet et kvalitetsmærke for professionel klyngeledelse. Det sigter ikke kun mod at skelne mellem “godt” og “dårligt”, men også at motivere klyngeledere til at deltage i en forbedringsproces, at blive bedre ved at sammenligne sig med andre og at lære fra de bedste.

Guldcertificeringen “Cluster Management Excellence Label GOLD – Proven for Cluster Excellence” er gældende i to år indtil den 28. februar 2026.