Language

VP eller on location: Forskningsprojekt tester bæredygtighedsmodeller for international film- og serieproduktion

Med afsæt i fire produktionsscenarier udvikler og tester projektet videnskabeligt funderede grønne og socialt bæredygtige tilgange til planlægning af internationale co-produktioner af film og tv-serier.

Hvad belaster klimaet mest; en co-produktion med locations i Argentina eller Portugal? Og hvor meget sparer man på klimakontoen, hvis man indspiller på en Virtual Production scene lokalt frem for en fysisk location i udlandet?

Det er nogle af de spørgsmål det danske produktionsselskab New Era Production har taget initiativ til at få undersøgt i Vision Denmarks innovationsprojekt ’Test af bæredygtighedsmodeller for international film- og serieproduktion’.

I samarbejde med DTU, The Animation Workshop/VIA University College og en række udenlandske produktionsselskaber vil New Era Production give den danske film- og tv-branche et stærkere grundlag at træffe bæredygtige beslutninger på, når produktionsselskaber planlægger internationale co-produktioner.

”En dramaserie med optagelser på to kontinenter vil altid have omkostninger for både økonomi og klima. Hvis serien så ovenikøbet skabes i samarbejde med sårbare mennesker, hvordan sikrer vi så, at produktionen som minimum bidrager positivt socialt, samtidig med at vi belaster klima og miljø mindst muligt i et realistisk økonomisk budget? Den viden mangler jeg i mit arbejde som producent,” forklarer Charlotte Pedersen, stifter af New Era Production.

For at få svar på sine spørgsmål kontaktede Charlotte Pedersen Vision Denmark med idéen om at lave en mini LCA (life circle analysis) på et konkret udviklingsprojekt. Med udgangspunkt en miniserie i seks episoder undersøger projektet nu fire forskellige produktionsscenarier i samarbejde med produktionsselskaber i fire lande.

Overblik over anbefalinger til bæredygtig praksis
Det er første gang, der bliver foretaget en akademisk analyse af de sociale og klimamæssige virkninger af forskellige produktionskoncepter, der både trækker på ekspertise fra produktions- og forskningssiden.

Projektet opstiller fire forskellige produktionsscenarier:

  • Locations i Latinamerika (traditionel co-produktion med LAT-AM)
  • Locations i EU (traditionel europæisk co-produktion)
  • Remote Production
  • Produktion med Virtual Production-setup og værktøjer

Stig Irving Olsen, som er Lektor på DTU Sustain og videnspartner på projektet, håber netop på, at det tætte samarbejde med produktionsselskaberne vil gøre forskningsresultaterne mere anvendelige.

Der er stigende interesse for at producere mere bæredygtigt i film- og tv-branchen og der er mange forskellige anbefalinger til, hvordan det kan gøres, alle med fokus på klima. Vi forsøger dels at lave en trinvis guide, hvor der ikke kun er én mulighed for at gøre det bedre, og som samler de væsentligste pointer fra det, som allerede findes. Dels vil vi også inkludere social bæredygtighed i vores guidelines. Resultatet bliver et sæt anbefalinger, som gør det muligt trinvist at planlægge en mere bæredygtig produktion, både socialt, klimamæssigt og økonomisk,” siger Stig Irving Olsen.

Charlotte Pedersen glæder sig over udsigten til et sæt anbefalinger, som kan bruges til at planlægge en produktion bæredygtigt fra starten og har ligeledes forventninger til projektets værdi på ledelsesplan.

”Projektets resultater kan også få betydning for en mere bæredygtig ledelse af film- og tv-produktioner. Det giver en vejledning til at navigere blandt ”wicked problems” med eksempler på, hvordan en f.eks. åbenlys god beslutning for klimaet kan belaste negativt miljømæssigt, socialt eller økonomisk – og vice versa,” forklarer Charlotte Pedersen.

Projektet resultater bliver samlet i en rapport, som vil inkludere konkrete anbefalinger, guidelines og værktøjer, som kan danne grundlag for beslutningsprocesser i fremtidige produktioner. Rapporten forventes at ligge klar til brug i slutningen af 2024.

Læs mere om projektet ’Test af bæredygtighedsmodeller for international film- og serieproduktion’ her.