Language

Nyt spilstudie bruger greb fra filmgenren og sikrer kapitalindsprøjtning

Spilvirksomheden Eddaheim havde endnu ikke fejret sin 1-års fødselsdag, før de tre stiftere havde deres første investering i hus. Med skyhøje ambitioner og en original idé til et nordic noir spil med Lars Mikkelsen i hovedrollen mødte de investorerne på brancheeventen Copenhagen MatchUp, og gik derfra mange kontakter rigere – og kort tid efter en investeringsaftale med svenske Behold Ventures.

Her, et år efter har Mark Iversen, Alexander Tange og William Wrede Elung-Jensen 25 personer ansat til at udvikle deres spil ‘Neon Knights: Humanity Erased’ og arbejder målrettet på at blive et nordisk hjem for storytelling.

Vision Denmark har talt med Eddaheim om vejen til privat investering, om storytelling på tværs af spil og film og arbejdet med digitale skuespillere.

Den store fortælling driver spillet
Vi elsker spil, der får spilleren ud på kanten af sædet af spænding, men synes ofte, at historierne falder lidt fladt. De har ikke lige så mange dimensioner som vores ynglings-film, -serier og -bøger, og vi savner tit den store historie. Derfor begyndte vi at udvikle et spil med et voksent narrativ og med samme høje spændingsniveau som de store actionspil til det kræsne historiepublikum,” indleder Alexander Tange, som er Eddaheims narrative director.

Alexander Tange og Mark Iversen var stadig studerende på Den Danske Filmskole, da de sammen med William Wrede Elung-Jensen i foråret 2021 stiftede spilstudiet. Alle var de drevet af idéen om den store, meningsfulde fortælling og krydsfeltet mellem spil og film.

Vi er meget inspireret af nordic noir-genren, som bygger på, at der er en grimhed og nogle afskyeligheder, der ligger under overfladen på det glade, harmoniske velfærdssamfund. Det tager vi til et ekstrem i vores spil, og undersøger hvad der kommer frem, når man kradser i lakken på det her – på papiret – utopiske sci-fi samfund,” fortsætter Alexander Tange.

Om Copenhagen Match Up

Copenhagen Match Up er Danmarks største matchmaking event for den danske spilbranche. Eventen skaber et professionelt mødested, hvor danske spiludviklere, investorer og publishers gennem fysiske og online møder kan udveksle viden om markedet og finde hinanden i forretningsmæssige og finansielle samarbejder. Eventet startede i 2017, og er vokset år for år. Sidste år blev der afholdt mere end 350 individuelle møder mellem 170 selskaber fra 17 forskellige lande.

Mere end at skabe et voksent narrativ, har målet været at introducere centrale elementer fra film og tv i deres spilunivers – blandt andet ved at lade historien i deres spil udspille sig i fremtidens København og have en af Danmarks største skuespillere i rollen som spillets hovedkarakter.

Lars Mikkelsen var perfekt til rollen som spillets antihelt. Han bruger hele sin krop når han arbejder, og vi indså hurtigt, at det simpelthen var spild af fantastisk skuespiller kun at bruge hans stemme. I USA er man også begyndt at bringe skuespillere ind i spil, og vi vil gerne være på forkant med den tendens og udvikling i Europa,” forklarer Mark Iversen, Eddaheims creative director.

Lars Mikkelsens digitale avatar
For at bringe Lars Mikkelsen ind i Eddaheims digitale spilunivers har de suppleret programmering med reelle filmoptagelser og brugt motion capture og 3D scanning til at skabe en digital avatar til deres hovedkarakter.

Det er et centralt element, at Lars er genkendelig som spillets hovedkarakter – både for spiloplevelsen og for at få spillet til at skille sig ud på markedet. Hvis vi ikke havde brugt motion capture, havde vi brugt væsentligt flere ressourcer på at animere alle Lars’ bevægelser og ansigtstræk,” fortæller William Wrede, der er virksomhedens managing director.

Motion capture-teknologi er ikke nyt for spilbranchen og bruges ofte af studier, der producerer store kommercielle spil – de såkaldte AAA-udgivelser. Men for mindre spilstudier med begrænsede budgetter kan det være svært at prioritere den tid, plads og teknologi, det kræver.

En række innovative tech startups i København har dog hjulpet med at gøre den avancerede teknologi tilgængelige for studier som Eddaheim.

”Teknologien har udviklet sig enormt hurtigt de seneste år, særligt indenfor motion capture. Danske Rokoko, hvis dragter vi bruger, har vi bare på lager og tager frem, når vi skal bruge dem. Det ville måske tage en animator en uge at lave en simpel løbeanimation, her tager det fem minutter,” supplerer Alexander Tange.

Udover Rokoko samarbejder de med Rigsters, som laver photogrammetry og har hjulpet dem med at 3D-scanne Lars Mikkelsen, samt Amunet Studios som laver virtual production af både film og spil.

Bag kameraet til filmoptagelserne af Lars Mikkelsen i rollen som Neon Knights-spillets hovedkarakter. Foto: Eddaheim.

Danmark buldrer derudaf på teknologifronten, og vi kan lige så godt tappe ind i den udvikling og det tempo og bruge det fede udstyr og software, der findes i vores netværk i stedet for at gøre det hele selv. Vi er heldige at være startet op i en tid, hvor der er så mange spændende tech-virksomheder, som ligesom os er interesseret i at udvikle nye, fantastiske produkter,” siger Mark Iversen.

Og Eddaheim bliver ved at sonderer terrænet efter nye interessante samarbejdspartnere, som kan hjælpe dem med at fortælle den gode historie, også uden for tech-området. For selvom deres første projekt har taget form som et spil, ser de sig ikke som rendyrket spilstudie.

Vi ser os som storytellers på alle digitale platforme og formater, så vi kigger også på muligheder indenfor traditionelle medier som tv-serier, tegneserier og film. For os handler det ikke om mediet og platformen, det handler om historien og at vælge den bedste platform til at fortælle den på,” understreger Alexander Tange.

Investeringen
Den store fortælling og de filmiske virkemidler var også det, der fangede den svenske investor Karl Magnus Troedsson opmærksomhed, da han sidste år mødte Eddaheim til Copenhagen MatchUp.

Holdet er meget ambitiøse og passionerede omkring at fortælle fantastiske historier – et område af spil som ofte bliver nedprioriteret pga. små budgetter og andre start-up begrænsninger. Den høje kvalitet af deres cinematiske demo og brug af deres skuespillers præstation fangede min opmærksomhed med det samme,” forklarer Karl Magnus Troedsson, der er medejer i den nyetablerede investeringsfond Behold Ventures.

Efter et overvældende antal møder med både publishers og investorer til Copenhagen MatchUp fortsatte Eddaheim dialogen med Karl Magnus Troedsson og lukkede kort tid efter en investeringsaftale med Behold Ventures. Den svenske investor ser et stort potentiale i det unge spilstudies fokus på storytelling.

”Industrien leder efter nye initiativer, der bringer kvaliteten fra filmproduktion- og storytelling ind i spiluniverset, og det er netop det, Eddaheim-holdet gør. Den måde de bruger digitale skuespillere og traditionelle filmteknikker til at fortælle historier i spil, lover rigtig godt,” siger Karl Magnus Troedsson.

Med Behold Ventures’ investering har Eddaheim kunne fortsætte deres udvikling af spillet Neon Knights: Humanity Erased. De er nu på trapperne med et vertical slice – et lille uddrag af spillet, der skal demonstrere dets fulde potentiale – som skal vises frem, når de den 25. april vender tilbage til Copenhagen Match Up. Denne gang handler det om at få deres spil ud i verdenen.

Nu skal vi finde en publisher til Neon Knights. Vi leder selvfølgelig også altid efter investorer, som kan være med til at udvikle og vokse Eddaheim til det nordiske hjem for storytelling, vi drømmer om at blive. Men i første omgang handler det om at få vores første spil ud over stepperne,” siger William Wrede afslutningsvist.

Copenhagen MatchUp bliver i år afholdt den 25.-26. april og består af både fysisk og online 1:1 matchmaking. Læs mere om eventen og det fulde program her: https://copenhagenmatchup.dk/

Eddaheims biografi

Efterår 2020: En cinematisk benchmark af Neon Knights udgives som afgangsprojekt fra Den Danske Filmskole.
December 2020: Eddaheim stiftes og der udvikledes en spilbar prototype med støtte fra DFI
April 2021: Eddaheim deltager i CPH MatchUp og møder Karl Magnus Troedsson fra Behold Ventures som investerer i selskabet.
Januar 2022: Eddaheim modtager et Epic MegaGrant til at videreudvikle deres cinematiske produktionsmetode i Unreal Engine.
Marts 2022: Eddaheim færdiggør vertical slice med hjælp fra DFI og Behold Ventures og leder nu efter publishers til det fulde spil.