Copenhagen MatchUp er Danmarks største matchmaking event for den danske spilbranche. Her kan danske spiludviklere og investorer og spiludgivere fra hele verden finde hinanden i finansielle samarbejder og udveksle viden om nye innovative distributions- og forretningsmodeller.
Udfordring
Det danske marked for computerspil til både underholdning og funktionelle løsninger er lille og adgangen til kapital tilsvarende begrænset. Derfor er brobygningen til det globale marked en kæmpe mulighed for danske iværksættere og spilvirksomheder og et afgørende kriterie for succes.
Forretningsmodeller, forbrugeradfærd og teknologier i spilindustrien ændrer sig konstant og kræver konstant tilpasning og kapital til udvikling. Som dansk iværksætter eller SMV’er har samarbejder med verdens store medie- og teknologivirksomheder samt danske og internationale investorer således stor betydning for, at de kan gøre sig gældende på det internationale marked.
Løsning
Med Copenhagen MatchUp styrkes danske spilvirksomheders innovationskraft og konkurrenceevne, da de gennem 1:1 møder får indsigt i efterspørgsel og teknologikrav fra de helt store globale aktører som Netflix, Google og Apple.
Samtidig får internationale spiludgivere og investorer mulighed for at møde danske virksomheder tidligt i deres udvikling og samarbejde om den videre udvikling, så resultatet bliver netop den innovation, de søger til deres medieplatforme, målgrupper og produkt- og investeringsporteføljer.
Et succesfuldt match åbner således både op for samarbejde om innovation og videndeling mellem virksomheder, udgivere og investorer samtidig med, at det sikrer investering og forretningsudvikling på begge sider.
Copenhagen MatchUp blev første gang afholdt i i 2017 og er vokset år for år. I 2023 blev der afholdt mere end 350 individuelle møder mellem 78 virksomheder.
Læs mere på eventens hjemmeside.