Det samfundsøkonomiske aftryk
Den digitale visuelle industri beskæftiger direkte ca. 13.000 personer og bidrager med en årlig værditilvækst til BNP på 9,6 mia. kr. Industriens afledte effekter understøtter yderligere ca. 12.000 jobs og en årlig værditilvækst på 7,5 mia. kr. Tallene er indhentet i 2019 af konsulenthuset Højbjerre Brauer Schultz, som sondrer mellem kernevirksomheder, øvrig branche og underleverandører. Den direkte effekt er summen af kernevirksomhedernes og den øvrige branches aktiviteter.
Kernevirksomhederne består af virksomheder, der skaber intellektuelle rettigheder – enten igennem ejerskab eller som en del af produktionen. Kernevirksomhederne beskæftiger 5.003 personer i Danmark, og det samlede bidrag fra kernevirksomhederne til værditilvæksten i BNP er årligt 3,7 mia. kr.
Den øvrige del af branchen bidrager yderligere med 8.096 arbejdspladser og en værditilvækst på 5,9 mia. kr. årligt.
Industrien er integreret med resten af den danske økonomi, og dens køb fra danske underleverandører såsom advokater, revisorer, hoteller og restauranter skaber aktivitet, der bidrager med yderligere 7,5 mia. kr. til BNP årligt samt understøtter ca. 12.000 jobs.
Et globalt marked med kraftig vækst
Det globale marked for digitalt indhold inden for film, spil, tv og extended reality er i kraftig vækst. Den digitale visuelle industri har i løbet af de seneste år fået et solidt fodfæste på de globale markeder, og der ligger et betydeligt forretningspotentiale i at vinde yderligere terræn. Til illustration ligger der et forretningspotentiale på skønsmæssigt 1.800 nye arbejdspladser og øget omsætning på 2,8 mia. kr., hvis Danmarks digitale industri følger den globale efterspørgsel (Højbjerre Brauer Schultz-rapport 2019).
Læs meget mere om den digitale visuelle industri i vores rapport, som kortlægger den digitale visuelle industri i Danmark.
Den digitale visuelle industri har fra 2014 til 2018 oplevet en fremgang i andelen af omsætningen, der kan henføres til salg i udlandet. Dette viser, at industrien har fået et godt fodfæste i udlandet.
Det gælder især for computerprogrammering (herunder udvikling af computerspil) og udgivelse af computerspil, hvor andelen af omsætningen, der stammer fra salg i udlandet, er mere end syvdoblet for computerprogrammering og mere end tredoblet for udgivelse af computerspil.
Spilbranchen fordobler omsætning på ét år
De nyeste branchetal for danske indholdsproducenter viser at den danske spilbranche i 2020 omsatte for knap 3,2 mia. kr., hvilket er mere end en fordobling af omsætningen i 2019 og en stigning på mere end 200% i perioden 2016-2020. Det er også spilbranchen, der accelererer væksten i den samlede digitale visuelle industris eksport – spilvirksomhederne eksporterer i 2020 for godt 2 mia. kr., hvilket er en stigning på knap 160% i forhold til 2019 og fire gange så meget som i 2016.